Dette er en feminin og elegant vin med en smuk koncentration og en lang smag. Den fortjener de bedste retter med: fisk, delikatesser, fjerkræ eller lyst kød. Nyd den helt ung for at få den friske frugt og gem den 2-6 år fra høst for at opnå stor fylde.
Domaine Jean Collet et Fils er en traditionsrig Chablis-producent, som blev etableret i 1954. Domænet drives nu af Romain Collet, som er tredje generation. Han overtog tøjlerne til domænet tilbage i 2008 i en alder af blot 21 år. Han råder over 37 hektar fordelt på Petit Chablis, Chablis, 1er Cru og de to Grand Cru’er: Valmur og Les Clos.
Desuden har Romain en lille produktion af raffinerede mousserende vine. Gennemsnitsalderen på vinstokkene er ca. 50 år. Romain Collet siger: ”Jeg er den heldigste generation. At have gamle vinmarker som disse at arbejde med i min levetid er helt særligt, og det er takket være min bedstefar, Jean”. Hektarudbytterne holdes lave, og der bruges kun druer fra de bedste Kimmeridge jorde. Romain Collet har i trit med tiden indført økologiske dyrkningsmetoder. År for år bliver flere og flere af appellationerne officielt økologisk certificeret.
